Barnet skal i den første periode have mange flere kilojoule i forhold
til dets vægt end senere i livet. Ligesom behovet for både protein og
fedtstoffer også er betydeligt større i denne periode.
Energien og næringsstofferne skal anvendes til vækst, og til udvikling
af indre organer.
Alene i første leveår er der en vækst på 20-25 cm
i længden og generelt en tredobling af vægten. Det er alle indre organer,
der udvikles: Hjernen, tarmsystemet, nyrerne, hjertet og så videre.
Det er derfor naturligt, at næringen i en så vigtig periode skal være
tilstrækkelig og lødig.
Afgørende for et godt forløb er at få indarbejdet et godt
amme mønster.
Modermælkens smag er forskellig fra måltid til måltid afhængig af
hvad mor spiser. Den største forskel er dog i løbet af selve amme-måltidet.
Det første barnet får ved måltidet er en ”tår for tørsten”, det mere vandige.
Herefter suger barnet sig bogstaveligt ind til det mere næringstætte.
Derfor er det af stor betydning, at barnet får tømt brystet inden det lægges
til det andet bryst. Ellers vil det få en for stor volumen af det vandige,
som kun mætter i nuet, og det vil mangle de mere mættende næringsstoffer
som protein og fedtstoffer. Barnet vil på den måde hurtigt opleve sult igen.