| MAD TIL BARNET 6-9 MÅNEDER TILSKUD Nu er tiden inde til at begynde på mere fast føde. Har barnet udelukkende fået modermælk eller modermælkserstatning, skal barnet nu i gang med andre smagsoplevelser. Udover den mere sanse prægede del, er det afgørende at få påvirket tyggemusklerne i positiv retning. Talepædagoger giver udtryk for, at påvirkning af disse tyggemuskler på rette tidspunkt, er medvirkende til at barnet får lettere ved at bruge sproget; f.eks. at udtale ordene rigtigt. Man kan godt fortsætte med modermælk og/eller modermælkserstatning, som væske til barnet, og naturligvis som hele måltider, indtil alle måltider er skiftet ud med fast føde. HVOR MEGET ELLER HVOR LIDT SKAL JEG BEGYNDE MED: Når man begynder med tilskudskost er det bedst at give barnet 1-3 tsk. af den mad, man ønsker barnet skal have. Måltidet afsluttes med modermælk eller modermælkserstatning. Næste gang giver man 3-6 tsk. eller måske mere af den samme grød eller mos og afslutter igen måltidet med modermælk eller modermælkserstatning . Sådan fortsætter du stille og roligt indtil barnet har accepteret smagen, således at maden kan indgå som et helt måltid. På samme måde fortsætter du med andre smagsoplevelser indtil alle amme/flaske - måltider er skiftet ud med såkaldt fast føde. Det er ikke hensigtsmæssigt at udsætte barnet for et bombardement af nye smagsoplevelser fra første færd. Det bør være en gradvis tilvænning af nye levnedsmidler. Tænk blot på hvor lang tid barnet var om de allerførste smagsoplevelser. HVILKEN SLAGS MAD BØR JEG BEGYNDE MED: Rækkefølgen af hvad man bør begynde med er, bestemt ikke ligegyldigt for forløbet. Det er vigtigt at begynde med neutrale smagsoplevelser, der ikke ligger så langt fra den første ernæring, som barnet har fået. Der kan gives grød fremstillet udfra havre, byg, hirse og ris. Ligesom ”øllebrød” kan gives. Dernæst introduceres kartoffelmos, og derefter forskellige grøntsager. Endelig skal man også begynde at give lidt kød typisk som en hjemmelavet kødbolle. Sødmælk kan anvendes i forbindelse med tilberedning af grød og mos. Sidst i perioden kan frugt introduceres. Du bør altid røre 1 tsk. fedtstof i den grød og/eller mos, som du selv laver til dit barn. Det fedtstof, du bør anvende bør fortrinsvis være af vegetabilsk oprindelse. Når barnet er 7-8 måneder bør barnet have fået indarbejdet mere faste rutiner med måltider med fast føde. Der fortsættes med de tidligere nævnte typer af mad. Og udover kød som protein kilde kan også anvendes lidt fisk og gerne ½ hårdkogt æg, der kan hakkes i mosen. Lidt frugt kan også indgå som et lille mellemmåltid eller bedst som supplement til et måltid. Der kan stadig gives modermælk eller modermælkserstatning, som en del af væsken. Sødmælk kan indgå i forbindelse med tilberedning af maden og lidt som drik af en kop. Ligesom lidt tykmælk og yoghurt naturel og lignende kan gives som et supplement til et måltid. >> Læs også 9-12 måneder |